Kærlighed og konsekvenser

Hvor tit har vi ikke stået med børn, der vil forhandle en given situation?

Det kender vi alle, og vi tænker: "hvordan er jeg havnet i den situation at jeg forhandler med en 3 årig eller 7 årig?"

Det handler om, at vi som forældre må og skal påtage os lederrollen.

Vi kan ikke forvente, at børn på 3 eller 7 år kender konsekvenserne af deres valg. Ikke engang når de er 13 år, forstår de til fulde konsekvenserne af deres handlinger og valg. Deres hjerne er endnu ikke færdigudviklet, og barnets livserfaringer er korte. Vi derimod har en hel barndom og en del af vores voksenlivs erfaringer samt vigtigst, vores hjerner er færdigudviklede.

Vi tænker ofte, at børnene er små kopier af os voksne. Men det er de ikke. De er sarte livsnysgerrige væsner, der gennemgår store forandringer, som præger hele deres tilværelse. Når vi tænker på de helt utrolige udviklingstrin barnet gennemgår fra 0 år til 3 år, så ser vi, at de lærer at sidde, kravle, gå, tale, spise selv, at blive renlige, og de lærer at tolke forældrenes signaler. Deres krop vokser ekstremt hurtigt i de år. Derfor bør man ikke give dem ansvaret for alle de valg, som vi opstiller. De har travlt nok med den udvikling, de gennemgår.

Som forældre er det kærligt og omsorgsfuldt at tage ansvaret for:

• Hvilken mad barnet skal spise
• Hvor meget søvn barnet skal have
• Hvornår barnet skal have søde sager
• Hvilket tøj barnet skal have på, så det passer til årstiden, om det er ude eller inde
• Hvor tit og hvor meget barnet må se tv
• Hvor tit det skal have ”gaver, legetøj” osv.
• Hvornår barnet skal hentes i daginstitutionen
• Når tiden er inde til venner, hvornår og hvor længe besøg skal vare
• Hvor længe barnet må se video og spille spil på pc.

Det er ved alle disse kendte valg, der opstår forhandlinger. Men hvis forældre tror på, at det er dem, der ved, hvad der er det bedste valg, må man stå kærligt men fast på sine beslutninger.

Gråd og raseri fra barnet er ikke tegn på, at barnet stopper med at elske én. Det er tegn på, at de udvikler grænser, hvilket er sundt og nødvendigt. For hver grænse, barnet udvikler, er der ny forståelse af det, de har lært. Hele deres barndom er læring, da intet af dét de oplever, er set eller prøvet før af dem i deres liv.

Vi kunne prøve at sætte os i deres sted og forestille os, at vi skulle lære:

• et nyt sprog,
• at vi skulle gå på hænder i stedet for ben,
• at begå os i en kultur vi aldrig havde hørt om, og her gå på institutioner, skoler eller arbejdspladser uden at kende til omgangs formen,
• og at vi herudover skulle træffe valg om fx. mad vi ikke kendte, steder vi heller ikke kendte og at tøj, hvis formål vi ikke kendte.

Det ville være helt uoverskueligt selv for et voksent menneske som har fuldt udviklet hjerne og fysisk kapacitet Det er nogle gange det vores børn står i her i vores samfund.

Kærlighed til vores børn er at tage og påtage os det fulde ansvar for deres trivsel og udvikling.

Alice Søderberg